Skip to content
5. September 2018
Maden

Månedens opskrift: Rugsticks og rødbedepesto

Sommeren er forbi, og det er igen blevet tid til at nyde godt af efterårets skønne rodfrugter. I HUSETs Restaurant er en af favoritterne den farvestrålende rod: rødbeden. I den kolde tid er den gerne at finde på frokostbuffeten enten bagt i ovnen med skønne krydderier, rå i lækre, sprøde salater, syltet som lækkert tilbehør - eller som suppe eller (som i dette tilfælde) som pesto.

Rødbedepestoen er sød og syrlig og kan bruges i mange sammenhænge – som topping på kødpålæg, som tilbehør til kød eller salat eller spises som dip.

I forbindelse med DKBS’ store Netværks- og Inspirationsdag fik alle besøgende på vores stand en smagsprøve på vores HUSETs rugsticks med rødbedepesto – og de fik også opskriften. Men du skal ikke snydes, selvom du ikke var forbi messen den 29. august, så her får du opskriften på vores lille, lækre snack, som du kan servere som starter, have med på farten eller lægge i madkassen.

HUSETs rugsticks med rødbedepesto

Ca. 20 styks

Du skal bruge

Rugsticks

15 gram gær
1,5 dl vand
60 gram rugflager
50 gram havregryn
50 gram rugmel
50 gram majsmel
¾ dl olie
4 gram salt

Rødbedepesto

200 gram rødbeder
1 fed hvidløg
Timian
½ flaske rødvin
50 gram mandler
1 tsk. citronsaft
Olivenolie

Sådan gør du

Rugsticks

Opløs gæret i vandet, og rør rugflager og havregryn i, og lad dejen hvile i ca. 20 minutter.
Tilsæt herefter de øvrige ingredienser og rør dejen godt sammen. Rul dejen ud på et bord med drysset mel – i cirka to centimeter tykke stænger og del dem efter ønsket størrelse.
Bag dem i 10-12 minutter ved 190 grader.

Rødbedepesto

Rødbederne skrælles og skæres i mindre stykker. De koges herefter i en gryde med hvidløg, timian samt rødvin. Når rødbederne er møre, slukkes der for varmen, og rødbederne trækker i lagen til næste dag. Tilsæt mandler, citronsaft og olivenolie – og blend rødbederne til de har den ønskede pesto-konsistens.
Pestoen smages til sidst til med salt og peber.

Velbekomme!

Skip to navigation