Et nærliggende spørgsmål til jubilaren: “Hvad fik dig til at blive i 25 år?”

Jeg har forberedt lidt spørgsmål, siger jeg til Lone, og folder et tætskrevent A4-ark ud.

“Hold da op,” siger Lone og griner, som det falder hende så let.

Jeg forklarer, at det trods alt er et 25 år langt arbejdsliv, vi skal igennem.

Hun nikker. “Ja, det er jo ufatteligt,” siger hun. “Bare det at tænke på, at min datter kun var ét år, da jeg startede. Og nu er hun 26. Det er den tydeligste måde for mig at se, at tiden går stærkt.”

Det er derfor, jeg har bedt Lone B. Clement om at sætte sig ned med mig. Officielt for at tale om hendes 25 års jubilæum i HUSET Middelfart og uofficielt for at få adgang til noget, man ikke kan læse sig til i en personalehåndbog. Den slags viden, der tilhører mennesker, som vedholdent har gået op og ned ad gangene år efter år. Som fornemmer HUSET og kender gæsterne indgående.

Vi har taget plads på den solskinsbeklædte terrasse med udsigt over Dyrehaven. På den ene side af bordet sidder en receptionist og kursuskoordinator med 25 års erfaring fra HUSET. På den anden side sidder jeg, den kommunikationsansvarlige, der for første gang satte mine fødder i HUSET i indeværende år.

Første sommer alene i HUSET

“Kan du huske din første arbejdsdag?”

“Ja, det kan jeg faktisk,” lyder det uden betænkningstid.

Det hele gik stærkt dengang. HUSET skulle hurtigt have en ny medarbejder ind, så der kunne afvikles ferie. Lone skulle lære opgaverne, systemerne og huset at kende i en fart.

“14 dage efter jeg startede, sad jeg faktisk med hele huset alene,” siger hun.

Dengang så hverdagen noget anderledes ud. Receptionen havde aftenåbent, og vagten kunne vare til klokken 23. Når huset skulle lukkes ned, gik man runder gennem hele bygningen. Ned i kælderen, rundt i gangene, gennem de tomme lokaler. Også i ferierne havde personalet turnusordninger, hvor de kom forbi og tjekkede, at alt var, som det skulle være.

En enkelt gang gik alarmen en sen aften, mens Lone sad alene i HUSET. Med bankende hjerte ringede hun efter hjælp og ventede. Da vagten ankom, gik de ned for at se, hvad der havde udløst alarmen. Forklaringen viste sig måske at være meget mindre dramatisk end frygtet.

– Vagtcentralen sagde, at det kunne have været et lille dyr, fortæller Lone med et grin.

Har sagt nej til flere tilbud

“Hvad tænkte du om HUSET, dengang du trådte ind ad døren for første gang?”

“Jeg synes, det var et dejligt sted at komme ind i,” siger hun uden tøven. “Det ligner ikke alle mulige andre steder. Jeg tænkte: Nej, hvor er det hyggeligt. Og det synes jeg stadigvæk, det er.”

Meget har ændret sig siden da. Arbejdsgange. Teknologi. Antallet af medarbejdere. Måden man booker, planlægger og kommunikerer på. Men hendes grundfølelse af stedet har ikke ændret sig.

Alligevel havde Lone ikke forestillet sig, at hun skulle blive i 25 år, fortæller hun. Faktisk har hun flere gange fået tilbud andre steder fra. Muligheder, hun har taget sig tid til at overveje, men som hver gang er endt med samme mavefornemmelse.

“Hver gang har min mavefornemmelse bare sagt: nej,” understreger hun.

“Hvorfor?”

Hun ser ud over terrassen, inden hun svarer. Som om hun lige skal finde ud af, hvor meget af svaret der ligger i opgaverne, hvor meget der ligger i menneskerne, og hvor meget der bare ligger i stedet.

“Det er selvfølgelig mit arbejde. Jeg er rigtig glad for mit arbejde. Men det er kollegaerne, det er stedet her. Det er min cykeltur om morgenen gennem bøgeskoven. Jeg synes bare, det er så skønt.”

Også efter 25 år.

Fra fax og klippe-klistreopgaver til digitale arbejdsgange

Lone er uddannet i hotelbranchen og har både erfaring fra reception, kontor og konference. Det var netop kombinationen af kontor og reception, hun gerne ville arbejde med, og den fandt hun i HUSET.

Da stillingen i HUSET blev slået op, var det HUSETs salgsansvarlige Angelika Berg Lærche, der ansatte hende. Lone nævner det næsten som en lille sløjfe på historien: Angelika sad dengang i konferenceafdelingen med nogle af de opgaver, Lone selv arbejder med i dag. I mellemtiden søgte Angelika nye græsgange, men hun er kommet tilbage igen. Det betyder noget for Lone, og det får hende til at understrege, at når man træder ind i HUSET, er det ligesom at komme hjem. “Sådan er det bare.”

I dag arbejder Lone både i receptionen og med koordinering af kurser, møder og arrangementer. Hun tjekker mails, følger op på ændringer, taler med gæster og kunder, gør arrangementer færdige og holder styr på mange detaljer, der helst skal være på plads, før deltagerne ankommer.

Sådan har det ikke altid set ud.

Da Lone begyndte, fyldte papirarbejdet meget mere. Programmer og informationer skulle printes, klippes til og limes sammen, så de kunne bruges af kollegerne næste dag. Booking og aftaler foregik ofte via telefon, fax eller post. Der var endda en medarbejder, hvis faste opgave det var at passe telefoner, ordne post og fordele den rundt i afdelingerne.

– Der er sket rigtig meget, siger Lone. Førhen skulle vi altid faxe. Der var så meget papirarbejde, at det var fuldstændig vildt.

Også bemandingen har ændret sig. Hvor der tidligere var flere medarbejdere i reception, konference og udstilling, er opgaverne i dag samlet på færre hænder. Men for Lone er det et billede på en arbejdsplads, der har forandret sig og fulgt med tiden og den teknologiske udvikling.

“Den største buket blomster, jeg nogensinde har set”

“Hvad kendetegner et godt samarbejde med gæsterne?”

“Det er dialogen omkring arrangementerne,” siger hun. “Det, at jeg ved, hvordan de vil have det. Det er også en tryghed for dem, kan jeg fornemme.”

Hun fortæller, at hun ofte ved, hvad en fast kunde plejer at ønske, før de selv får det beskrevet. “Jeg ved, hvordan det skal være, og de ved også godt, at hvis de selv har glemt noget, så opdager jeg det.”

En af de historier, der stadig sidder i hende, handler om en gruppe læger og sygeplejersker, som kom i HUSET gennem flere år.

En dag sad Lone på sin plads, da en gruppe på omkring ti mennesker pludselig kom gående hen mod hende med en enorm buket blomster.

“Den største buket blomster, jeg nogensinde har set,” siger hun.

Hun gør en lille pause. “Sådan en tilkendegivelse sidder dybt i én.”

Det samme gør øjeblikket, hvor hun blev kåret som årets medarbejder. Det kom ud af det blå ved en julefrokost.

“Der gik flere dage, inden jeg rigtig kom mig over det,” siger hun og virker stadig rørt ved tanken.

Direktør Annette Due (tv.) overrækker Lone titlen som “Årets medarbejder”.

Et nærstudie i mennesker

Efter 25 år i receptionen og som kursuskoordinator har Lone lært noget om mennesker.

Hun beskriver sig selv som én, der tidligere var mere indadvendt. Ikke typen med store armbevægelser. Ikke én, der fyldte meget i et rum.

“Jeg har altid været lidt tilbageholdende,” siger hun.

Men HUSET har rykket ved noget.

“Når man snakker med mange mennesker hver dag, så former det én. Det har gjort mig mere udadvendt.” Hun mærker ikke længere nervøsitet ved at tage imod gæster eller vise rundt. Det er blevet naturligt. En del af hende.

Hun fortæller, at man skal være en god menneskekender i hendes arbejde. For det er ikke alt, man kan sige til alle gæster. En bemærkning, der lander sjovt hos én, kan lande helt forkert hos en anden.

På et splitsekund aflæser hun mennesket, der træder ind. Stemning. Ansigt. Tempo. Kropssprog. Om nogen er friske, pressede, irriterede, usikre eller bare har brug for at blive hjulpet godt videre.

“Man lærer at tyde folk,” siger hun.

Lone ved, hvad der ligger under jargonen

Lone har set kollegaer komme og gå. Chefer skifte. Afdelinger ændre sig. Systemer blive udskiftet. Og hun har selv valgt HUSET til igen og igen. Jeg vil gerne vide, hvad hun ser, når hun går rundt i HUSET i dag, som nye medarbejdere måske ikke ser.

Hun tænker sig om.

“Jeg ser faktisk, at vi har det rigtig godt sammen her,” siger hun.

Hun fortæller, at der godt kan være travlt. At tonen nogle gange kan være direkte.
Det er ikke noget, hun gør stort væsen af. Men det ligger i måden, hun taler om HUSET på: som et sted, hvor man godt kan være presset, uden at fællesskabet forsvinder af den grund.

“Jeg ved 100 procent sikkert, at vi har det enormt godt sammen alligevel. Og det der blev sagt i travlhed, er glemt igen, når stormen har lagt sig og så kører vi videre igen.”

Hvad skal HUSET være om 25 år?

Da jeg spørger, hvad hun håber, HUSET også er om 25 år, svarer hun to ting.

Det ene handler om udvikling. Hun håber, HUSET får flere værelser. Ikke fordi stedet skal være noget andet, men fordi efterspørgslen er der. Lokalerne og restauranten kan meget, men der bliver sagt nej til for mange overnatninger.

Det andet handler om mennesker.

“Jeg håber, det er de samme medarbejdere,” siger hun. “For jeg synes, vi er et rigtig godt team nu.”

Det sidste spørgsmål på papiret er: “Hvad ville du sige til den Lone, der mødte ind for første gang for 25 år siden?”

Et smil breder sig på hendes læber.

“Det er et skønt arbejdssted, og du vil blive rigtig, rigtig glad for at være her. Super arbejdsplads. Gode opgaver. Spændende opgaver, du kan se frem til.”

Solen brænder let på huden. Jeg kom for at interviewe Lone om hendes 25 års jubilæum, og jeg går herfra med et lille forspring og klarere forståelse af, hvad HUSET er for et sted. Og hvor meget viden der findes hos de mennesker, der ikke nødvendigvis taler højest om den, men som hver dag får det hele til at hænge sammen.

Den 25. juni fejrer Lone 25 års jubilæum i HUSET Middelfart.

Du ønskes et stort tillykke med jubilæet fra alle dine kollegaer, Lone.