Af Louise Lyngsø Kjærulff
Det er ikke alle, som ved det, men du kan få tilskud til energirenoveringer, hvis du for eksempel vil spare på strømmen eller varmeregningen. Det er både private og erhverv, der kan søge om tilskud. Tilskuddet gives, fordi den tidligere regering i 2012 lavede en energiaftale med et formål om at reducere vores energiforbrug. Energiselskaberne ”opkøber” derfor energibesparelser fra både boligejere, andelsboligforeninger, landbrug og i den offentlige sektor.
Tilskuddet bliver tildelt efter, hvor meget du reducerer dit energiforbrug i forbindelse med energirenoveringen. Jo større en energibesparelse du opnår ved energirenoveringen desto højere tilskud får du. Energiselskaberne betaler en sats på mellem 25-40 øre pr. sparet kWh, som energirenoveringen medfører det første år.
Du skal ansøge om tilskuddet til energirenoveringer, før du påbegynder renoveringen. Tilskuddet skal nemlig godkendes, før en håndværker kan bestilles og materialer indkøbes. Hvis du som privatperson energirenoverer din bolig, kan du endda kombinere tilskuddet med det grønne håndværkerfradrag. Du kan få op til 12.000,- i håndværkerfradrag på renoveringer med grønt sigte.
Energihjem.dk har udarbejdet en infografik, som giver dig et fuldt overblik over hvad, hvordan og hvor meget du kan få i tilskud, så du er klar til at energirenovere.