11 november, 2019

Nyt netværk med fokus på afsætning af byggeprodukter

Nyt netværk med fokus på afsætning af byggeprodukter

HUSET Middelfart - der er en del af Molio - har i samarbejde med Processio etableret et nyt netværk for udstillere i Danmarks største byggeudstilling samt øvrige leverandører af byggeprodukter. Netværkets første møde blev afholdt 1. november 2019, hvor netværkets fremadrettede form og indhold var på dagsordenen sammen med dagens tema: Samspillet mellem den digitale og fysiske kundekontakt.

Omkring 30 direktører, salgs- og marketingchefer og konsulenter inden for byggebranchen havde tilmeldt sig til det stiftende møde for Netværket Byggeprodukter, som blev afholdt i HUSET Middelfart som det første af i alt fire årlige netværksmøder.

Udover en generel introduktion til netværket og netværkets partere var dagens keynote speaker Toke Lund, som er direktør for Digital Strategi ved det verdensomspændende digitale bureau; Novicell.

Han kom med en masse input og flere tankevækkende pointer til, hvordan virksomhederne kan optimere deres salg i den digitale verden, som både btc og btb-kunderne i stigende grad befinder sig i.

Netværksmøde

Et fagligt, professionelt forum

- Første netværksmøde var fyldt med interessante indlæg med høj relevans og god mulighed for sparre med de øvrige deltagere fra branchen. Jeg oplevede, at netværket gav mig det udbytte og havde den kvalitet, jeg efterspørger, når jeg vælger at bruge min tid væk fra de daglige opgaver. Der er derfor ingen tvivl om, at jeg også fremadrettet deltager i netværket, siger Dorte Keinicke, der er marketingdirektør ved type- og fritidshusfirmaet EBK Huse.

Formålet med netværket er netop at understøtte og hjælpe medlemmerne med at skabe værdi i arbejdet og vækst i virksomheden. Dette gøres bl.a. via oplæg og debat om aktuelle emner og problemstillinger i branchen.

- De uendelig mange mulige kanaler for markedsføring, der findes i dag, har sat nye spilleregler for virksomheder, der beskæftiger sig med afsætning af produkter. Med vores nye netværk omhandlende afsætning af byggeprodukter, sikrer vi, at vores udstillere i HUSET Middelfart og de øvrige medlemsvirksomheder får inspiration, konkrete værktøjer og sparring til at kunne træffe de mest optimale og strategiske valg – og ikke mindst fravalg, siger Jan Røgind Jørgensen, der er direktør i HUSET Middelfart og medstifter af Netværket Byggeprodukter.

HUSET Middelfart tilbyder alle virksomheder, der udstiller i HUSET Middelfart, gratis deltagelse i netværket i hele 2020.

Netværk brikker

Vejen til ny indsigt og sparring

Netværket er for virksomheder i byggebranchen uanset størrelse og målgruppe. Fællesnævneren er interessen i at skabe de bedste afsætningsforudsætninger for netop byggeprodukter.

På netværksmøderne får medlemmerne indsigt i og forståelse for hvilke afsætnings- og påvirkningsmuligheder, der er relevante for branchen.

På netværksmøderne får medlemmerne:

  • Inspiration, viden og konkrete værktøjer fra eksperter til selv at arbejde videre hjemme på kontoret.
  • Indblik i, hvordan andre virksomheder i branchen arbejder med salg og markedsføring.
  • Sparring fra eksperter, andre ledere og specialister i netværket.

Spændende temaer i 2020

Sæt allerede nu kryds i kalenderen, hvis du påtænker at blive en del af Netværket Byggeprodukter. Både datoer og emner er på plads - og du kan læse, hvordan du sikrer dig en plads nederst i artiklen.

Alle netværksmøder er inkl. forplejning.

Digitalisering som konkurrenceparameter
17. januar 2020, kl. 13-16

Der er et betydeligt potentiale i at udnytte de teknologiske muligheder og digitale platforme i salgsarbejdet. På dette netværksmøde bliver du klogere på hvordan og ser eksempler på, hvad andre har gjort.

Produktdokumentation
24. april 2020, kl. 9-12

Hvad skal der til for, at et produkt klarer udbudskrav om dokumentation i forhold til kemi, arbejdsmiljø og miljøvaredeklaration (EPD). Vi kigger nærmere på, hvordan dokumentationskrav kan indfries.

Forbrugerdrevet markedsføring
11. september 2020, kl. 9-12

Forbrugerne får stadig mere magt, hvilket gør det sværere end nogensinde tidligere at kontrollere din markedsføring. På dette møde dykker vi ned i, hvordan din markedsføring bliver mere agil i forhold til kundernes behov.

FNs Verdensmål som konkurrenceparameter
20. november 2020, kl. 9-12

På dette netværksmøde er der fokus på, hvordan bæredygtighed vil ændre markederne de kommende år. Vi kigger bl.a. på, hvordan EU går forrest med bæredygtighed, den bæredygtige mærkatjungle, hvad der sker, når miljøkrav bliver et konkurrenceparameter, og hvordan man indfrier kundens ønsker til miljøvaredeklaration.

Fakta om Netværket Byggeprodukter

Du kan tilmelde dig Netværket Byggeprodukter allerede nu. Der afholdes årligt fire møder i netværket i HUSET Middelfart. Prisen for fire møder og et årsmedlemsskab er 6.250 kr. ekskl. moms. Udstillere i HUSET Middelfart tilbydes gratis medlemskab i hele 2020.

Netværket er åbent for beslutningstagere med ansvar for afsætning af byggeprodukter, det vil sige direktører, markedschefer, salgschefer, markedsføringschefer o.lign. Der er mulighed for at tilmelde flere deltagere pr. virksomhed i netværket til en pris af 775 kr. pr. år.

Du kan finde flere informationer om netværket på HUSET Middelfarts hjemmeside. Tilmelding kan ske igennem kundechef Trine Duus Andreasen på [email protected] eller 63 41 27 23.

Netværket Byggeprodukter