Skip to content
14. August 2019
Konferencecenter

Guide til bæredygtige møder

Ønsker du at afholde dit arrangement et sted, hvor der arbejdes aktivt med at mindske virksomhedens (og dermed også arrangementets) aftryk på miljøet? I så fald kan du med fordel vælge et konferencecenter, der kan svare ja (og gerne uddybe) nedenstående tre spørgsmål.

1. Arbejder I aktivt med genbrug?

Der er mange elementer, som kan genbruges i forbindelse med møder, kurser og konferencer. Spørg derfor indtil, om stedet genbruger fx navneskilte, papir og nøglekort.

Nogle konferencecentre arbejder desuden aktivt med at opfordre gæsterne til at genbruge fx håndklæder, batterier og plastflasker.

Kig efter konferencesteder med Den Grønne Nøgle.

2. Vælger I økologisk og/eller lokalt?

Økologi går ud på at vælge så naturligt, som det kan lade sig gøre for på den måde at undgå så mange skadelige stoffer som muligt, samtidig med at der passes på naturen og dyrene.

Økologi er dog ikke altid lig med bæredygtigt, da køkkener, der udelukkende bruger økologiske varer, ofte er nødt til at få fragtet varerne langvejsfra – hvilket jo bestemt ikke er godt for miljøet. Gå derfor efter konferencesteder, der køber både økologisk og lokalt.

Vælg konferencesteder med certificeringen Det Økologiske Spisemærke.

3. Mindsker I ressourcespild?

Konferencecentre bruger mange ressourcer og har derfor også god mulighed for at reducere deres ressourcespild. De kan f.eks. minimere madspild ved at give madrester nyt liv. Eller ved anvende mindre tallerkener, så gæsterne ikke fylder den med mere, end de kan spise.

Nogle konferencecentre har også afskaffet plastikflaskerne og serverer i stedet postevand, hvilket er med til at minimere udledningen af CO2 væsentligt.

Herudover kan du med fordel vælge et konferencecenter, som har fokus på vandforbruget ved at have installeret vandbesparende armaturer og toiletter.

Gå efter konferencecentre med Den Grønne Nøgle.

HUSET Middelfart kan selvfølgelig svare ja og uddybe alle tre spørgsmål.

Når det ikke kun er maden, der giver god smag i munden

Når Dyrenes Beskyttelse vælger konferencecenter, prioriterer de en forplejning, der giver god samvittighed. Som en stor forening har Dyrenes Beskyttelse jævnligt brug for lokaler til at afholde kurser og møder ude af huset både for foreningens mange frivillige – men også for ansatte og bestyrelsen. Det sker 1-2 gange om måneden – og somme tider mere. Derfor vægter de højt at vælge et konferencecenter, hvor værdierne er i orden.

”Vi har et krav om, at alt kødet, køkkenet serverer, skal være friland eller økologi. Det er klart, at vi vægter forplejning med god dyrevelfærd rigtig højt i valget af konferencecenter.

Men vi har også mange vegetarer og veganere i vores hus. Derfor skal der også være mulighed for at få en lækker og mættende menu uden kød eller andre animalske produkter,” siger Yvonne Johansen, der er Dyreværnschef hos Dyrenes Beskyttelse og fortæller, at klimavenlighed også er et plus.

”Økologi og friland går ofte hånd i hånd med god dyrevelfærd, bæredygtighed og miljø. Så det giver ofte sig selv, når vi vælger konferencested, at vi får vores ønsker opfyldt,” siger hun.
De specifikke krav betyder, at der særligt er et kriterium, der er altafgørende for Dyrenes Beskyttelses valg af konferencested.

”Personalet skal være imødekommende over for vores ønsker, så vi ikke føler os til besvær, siger Yvonne Johansen.

Den Grønne Nøgle

Den Grønne Nøgle er turismens internationale miljømærke, som gives til turistvirksomheder, som gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet.
En miljømærket virksomhed skal leve op til mange konkrete og relevante miljøkrav, som sikres ved en omfattende godkendelsesprocedure og ved løbende kontrol.

Nogle af de mange kravene er bl.a.:

  • Apparater og lys slukkes, når det ikke er i brug
  • Der tilbydes vegetariske retter for at minimere kødforbruget
  • Minimum 10 % af de indkøbte fødevarer er økologiske
  • Der anvendes ikke kemiske ukrudtsbekæmpelsesmidler på matriklen

Det Økologiske Spisemærke

Det Økologiske Spisemærke er en gratis statskontrolleret mærkningsordning for spisesteder. Det Økologiske Spisemærke viser, hvor stor en del af de indkøbte føde- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske. Både offentlige og private spisesteder kan få Det Økologiske Spisemærke.

Det Økologiske Spisemærke findes i tre udgaver:

  • Guld (90-100 %)
  • Sølv (60-90 %)
  • Bronze (30-60 %)

Nogle konferencesteder vælger bevidst certificeringen i bronze, da det samtidig giver stedet mulighed for at vægte lokale og årstidsbestemte råvarer, som ligeledes er med til at skåne miljøet.

Skip to navigation