Hvad er forskellen på et sommerhus og et fritidshus?


 

Af Louise Lyngsø Kjærulff

Der var engang, hvor man tog i sommerhus om sommeren. Men sådan er det lang fra længere. I dag opholder vi os (eller lejer vores sommerhus ud) på alle tider af året – og måske netop derfor bruger flere og flere betegnelsen fritidshus?

Dét mener i hvert fald sommerhusekspert Thomas Tuxen-Justesen fra EMCA Huset.

”Før i tiden var der vitterlig tale om et sommerhus. For fritidshusene var dengang ikke nær så godt isoleret, som de er i dag, ” fortæller han og fortsætter: ”Men efter oliekrisen i 1970’erne blev det et lovkrav at isolere sommerhusene, og dermed blev det pludselig fysisk tåleligt at opholde sig i husene i årets øvrige måneder.”

Ifølge Thomas Tuxen-Justesen er ”fritidshus” derfor i mange tilfælde i dag en mere korrekt betegnelse for det, mange stadig kalder et sommerhus.

 

Må jeg bo i mit fritidshus i al min fritid?

I dette tilfælde er det korte svar: Nej, det må du som udgangspunkt ikke. Ifølge planloven må du højest bo i dit fritidshus 34 uger om året – fra 1. november til udgangen af februar må du kun have kortvarige ferieophold i boligen.

Der er dog en positiv ændring under opsejling for sommerhusejere, dog kun hvis du er gået på pension. I den nye planlov foreslås det nemlig, at du som pensionist kan få lov til at bo i dit fritidshus hele året efter blot at have ejet det i et år. I dag er dette først muligt efter otte års ejerskab.

I særlige tilfælde kan kommunen desuden give dispensation til, at du kan benytte dit fritidshus som helårsbolig.

 

oktober 1, 2018

Grunden eller fritidshuset – hvad er vigtigst?

Der er i bund og grund ikke noget korrekt svar på ovenstående. Men ikke desto...

januar 21, 2019

Overvejer du at bygge fritidshus?

Drømmer du om at komme tættere på naturen – og længere væk fra hverdagen? Så...

april 19, 2017

Orangeri, en grøn oase året rundt

Lyder det fristende, så gør som mange danske haveejere og anlæg et orangeri eller omlæg...