Blog – nyheder

Masser af ny og spændende viden og inspiration

Sådan får du ægte personlig stil i hjemmet

Sådan får du ægte personlig stil i hjemmet

Når man renoverer eller bygger nyt, kan man bagefter stå med en følelse af, at det næsten er blevet for pænt. For selvom man måske både har tilføjet pyntegenstande og nyt lækkert interiør, så mangler der stadig noget. Noget, som giver rummet kant og personlighed. Kender du det? Så læs med her – og få den anerkendte boligstylist Tina Dalbøges bedste tips til at skabe din helt egen stil i indretningen. Af Louise Lyngsø Kjærulff Sociale medier, boligmagasiner, boligprogrammer, blogs - ja, listen over steder, hvor du i dag kan finde inspiration til indretningen er enorm. Udfordringen for mange er derfor at finde deres egen stil, i stedet for blot at kopiere det vi ser i hobetal i diverse medier. - For et par år siden skulle alle pludselig have Kähler-vaser, en by-plakat fra Kortkartellet og store runde træknage i entréen. Og ikke, at der som sådan er noget galt i det. Men det kan hurtigt komme til at virke upersonligt og halv-kedeligt, hvis det ikke samtidig mikses med interiør og pyntegenstande, som man ikke støder ind i overalt, mener Tina Dalbøge. Tina Dalbøge har i mere end 12 år levet af at hjælpe danskerne med at finde en stil og indretning, der er både harmonisk, hyggeligt og helt deres egen. Hun trækker aldrig sin egen stil – eller den samme stil ind i de hjem, hun besøger, men kigger, lytter og fornemmer for at finde ind til familiens behov både med hensyn til det funktionelle og det rent stilmæssige. Find noget, der betyder noget Noget af det, der stadig hitter i boligindretningen i dag er billedvægge og stilleben (udtales stil-leben og betyder at samle ting i grupper). Ifølge Tina Dalbøge skal man ikke nødvendigvis gå udenom disse trends, men derimod skabe sin egen version – i stedet for blot at kopiere dem, man har set i massevis på fx Instagram eller i Boligmagsinet. - Det handler i bund og grund om at finde noget, der betyder noget for dig. Det kan være en gammel vase, du har arvet, en glaseret lerfigur en af ungerne har lavet eller noget helt tredje. Herefter kan du bygge stillebenet op omkring denne genstand med både nye og gamle pyntegenstande, en gren i en vase eller en lille sukkulent. På den måde skaber du i højere grad noget, der betyder noget og siger noget om dig, end hvis du går i Ilva og køber fem mere eller mindre tilfældige vaser og lysestager og sætter dem sammen, fortæller Tina Dalbøge. Tina Dalbøges anbefaler derfor, at man i stedet for at styrte ud og købe det samme marokkanske tæppe som naboen eller en hængende glødepære uden skærm, så lige stoppe op og tænke: Er det overhovedet det tæppe eller den lampe, jeg selv allerbedst kan lide? Det må gerne ligne, at der bor nogen Det var engang, hvor det havde en vis negativ undertone, når folk sagde; at ens hjem lignede et boligmagasin. Det var nemlig ensbetydende med, at man næsten boede ”for pænt”. Men i dag har selv produktkataloger fået mere personlighed – eller i hvert fald det, der ligner. - Selv når man ser en brochure, er der ofte mel på bordet, legetøj i stuen, bøger i reolen og forskellige glas i skabet, fortæller Tina Dalbøge og fortsætter: Jeg kan oftest kategorisere mine boligopgaver i to grupper. Dem, der skal have hjælp til at finde sjæl og personlighed – og dem, hvor der er sneget sig lige rigeligt ind med tiden, og hvor der mangler nogle linjer og overblik over, hvad der skal gemmes, købes, og hvordan det skal placeres. Man kan sagtens skabe en rød tråd, uden at én bestemt farve går igennem indretningen, eller at alle møbler er i samme træsort. - Tænk også gerne planter ind i indretningen, for det friske grønne tilfører noget levende og noget mere ukontrollerbart. I stedet for at vælge den pæne symmetriske plante, så vælg den der er mere skulpturel eller har flotte og anderledes blade. Du behøver heller ikke at have de samme potter i hele huset. Der findes så mange forskellige, som alle er med til at tilføre noget unikt til din boligindretning.   Sæt dit eget præg på indretningen Når man spørger Tina Dalbøge, er der næsten ikke noget mere trist end et hjem udelukkende indrettet med de nyeste møbler og mest populære designelementer. - Jeg oplever ofte at komme ud til enormt flotte nybyggerier, hvor alt står spritnyt og med alt ”det rigtige” interiør. Og alligevel er det som om, at det ikke rigtig spiller, fortæller Tina Dalbøge. I disse tilfælde handler det ifølge Tina Dalbøge om at turde tilføje interiør og andre elementer, som ikke er at finde i de seneste par måneders boligmagasiner og Instragram-posts. - Den allerbedste og nemmeste måde at tilføje noget unikt er selvfølge at lave det selv. Du kan fx kaste dig over at lave en stor tavle ved at male en spånplade med tavlemaling – eller selv at sy puder til sofaen. Men er du ikke rigtig til DIY, kan du også sagtens gå på jagt efter unikaer på loppemarkeder, i genbrugsbutikker eller auktionshuse, eller blot vælge det, der ikke står først for i butikkerne, siger boligstylisten. - Det handler med andre ord om at finde frem til, hvad du interesserer dig for, og hvad der vil fungere for dig og din familie – og så skabe en indretning ud fra det. Er du vild med actionfilm, så køb et par fede gamle filmplakater med dine yndlingsfilm. Er du mere til kunst så køb litografier fx på Lauritz.com og få dem indrammet med museumsglas. Find en flot sten på ferien, og måske har du en træfigur, som din farfar snittede i en kasse på loftet, lyder Tina Dalbøges afsluttende råd.  
Læs mere
15 marts, 2018
Kalder alle lokale bygmestre, håndværksmestre, installatører og rådgivere

Kalder alle lokale bygmestre, håndværksmestre, installatører og rådgivere

INVITATION: Informationsmøde og gratis middag Vil du have et sted, hvor du kan mødes med dine kunder? Et professionelt mødested, hvor I kan snakke om det kommende byggeprojekt og et sted, hvor dine kunder kan se, røre og afprøve nogle af de produkter og løsninger, der findes på markedet. Så har vi et interessant tilbud til dig – og det er endda helt gratis. Mange GRATIS fordele for dig - og dine kunder Få gratis adgang til byggeudstillingen hver dag fra kl. 10-17. Hold kundemøder i HUSET Middelfart og byd uden beregning dine gæster på en kop kaffe/te. Vis dine kunder, hvilke produkter og muligheder, der findes på markedet – helt uforstyrret. Få en gratis stand i forbindelse med vores forbrugermesse i efteråret 2018: Efterår i HUSET Kom til vores informationsaften, hvor vi fortæller meget mere om vores mange fordele og muligheder for dig som bygmester, håndværksmester, installatør eller rådgiver. Vi byder samtidig på en lækker middag i HUSETs Restaurant. Mødet er selvfølgelig ganske uforpligtende. Venlig hilsen Jan Røgind Jørgensen Direktør
Læs mere
15 marts, 2018
Sådan får du det optimale ud af en (permanent) messestand

Sådan får du det optimale ud af en (permanent) messestand

En permanent messestand er en fantastisk mulighed for at eksponere dit brand eller produkt, skabe leads og salg samt møde nye værdifulde kontakter. Af Louise Lyngsø Kjærulff At få succes med denne type messestand er dog ikke en selvfølge, og forbereder du dig ikke ordentligt inden standen effektueres, kan det (som så meget andet) ende med at blive en investering, der ikke giver afkast som forventet. I denne artikel vil vi gennemgå en række ting, som du bør overveje, inden du etablerer en permanent messestand i Danmarks største byggeudstilling HUSET Middelfart – eller et andet sted. Mange af artiklens råd vil desuden lige så vel kunne bruges i forbindelse med etableringen af tidsafgrænsede messestande. Vi skal blandt andet kigge på standens opbygning, den rigtige bemanding, evaluering og meget mere. Lad os dog først kigge på, hvorfor det overhoved giver mening at have en permanent messestand. Hvorfor have en permanent messestand? En permanent messestand er en fantastisk markedsføringsmulighed, hvor du kan udstille større produkter i stedet for blot at uddele et produktkatalog og et visitkort. Her kan kunderne se detaljerne, røre materialet og afprøve dit produkt, inden de investerer i det. Og desuden få rådgivning fra en konsulent, der ved meget mere om produktet. Med en messestand – permanent eller tidsafgrænset - opnår du desuden tovejskommunikation. Her har du mulighed for at indgå i dialog med potentielle kunder. Dette er specielt godt til virksomheder, der tilbyder produkter og ydelser, som ikke kan forklares/sælges på et banner eller et TV-spot på 30 sekunder. På en stand kan du nemlig medbringe demo-produkter, svare på kundens konkrete spørgsmål, og nemmere udvide oplevelsen af dit produkt eller serviceydelse. Det er dog vigtigt huske på, at for overhovedet at skabe to-vejskommunikation, er det vigtigt at fange kundens interesse. Dette gøres fx ved at stille åbne spørgsmål såsom: ”Hvad bringer dig hertil i dag”? Forsøg herefter at koble deres behov til det produkt, I sælger. Nogle gange er det at lytte, den bedste måde at bibeholde en besøgende, så husk at lytte, og vent med salgstalen til sidst. Hvad ønsker vi at opnå med vores stand? Når du og dit bagland har gjort jer dette klart, vil I være i stand til at vælge de rigtige udstillingssteder, som matcher jeres ambitioner og målgruppe. Derudover vil det også hjælpe til at udforme messestanden, så den afspejler og fostrer jeres mål. Hvordan bemander vi bedst vores stand? Det er vigtigt, at de personer, som bemander jeres stand, kender målsætningerne for og forventningerne til jeres tilstedeværelse. Det kan derfor være en fordel at udarbejde et intern dokument, der præcist beskriver, hvorfor I deltager, og hvad I ønsker at opnå. Dette dokument kan gives til de personer, der skal bemande standen, så alle er på samme spor. Hvis muligt, er en endnu bedre løsning at inddrage bemandingen i selve planlægningen, så de er med fra start. Når det kommer til bemanding, så er det også vigtigt at udvælge den eller de rigtige personer. Er det salgspersonale, der er brug for - eller er det bedre, hvis det er en anden, der står ved standen? Det handler igen om, hvad det er I ønsker at opnå. Det handler også om, hvor høj en grad af produktkendskab kunderne forventes at have – og ikke mindst, hvad de forventer af bemanding på standen. Det handler i bund og grund om, at de besøgende og bemandingen skal ”tale samme sprog”. Derudover kan I også tænke i fremtoning, tøjstil osv. Fx vil det måske ikke give så meget mening at stå i en byggeudstilling iført jakkesæt, slips og blankpolerede laksko. Hvordan opbygger vi vores stand mest optimalt? Opbygning af standen er en videnskab for sig, og vi kan desværre ikke give en fuld opbygningsguide her. Vi kan dog give jer en række grundlæggende gode råd, som I kan forsøge at følge. Skab et åbent rum og god plads Det er vigtigt, at jeres stand fremstår åben og med plads til at gå ind og kigge nærmere. Har I stoppet for meget inventar ind i standen, vil den blive hurtig fyldt, og i risikerer, at potentielle kunder går forbi standen, fordi der ikke er til at komme til. Udnyt den nyeste teknologi og vær kreativ Det er altid dejligt at være den stand i udstillingen, som alle taler om. Har i fx teknologi, der kan demonstrere eller forklare produktet eller noget, der kan skabe blikfang og ”wow”-effekt, så er det klart værd at implementere på standen – også selvom det virker besværligt.På gulvvirksomhedens Timbermans stand i HUSET Middelfart, står konsulenten bl.a. med en petanquekugle, som han triller henover gulvene for at illustrere gulvenes lyddæmpende egenskaber.Teknologi tiltrækker også gerne de besøgende. Det at kunne trykke på noget og udforske produktet online fungerer ofte rigtig godt. Virksomheden WeTeach.dk, gjorde for eksempel det, at de opsatte en række iPads, som alle var logget ind på deres platform, hvilket gav de besøgende mulighed for at udforske WeTeach på egen hånd og i eget tempo. Undgå overkommunikation Med permanente messestande er det yderst vigtigt, at jeres stand ikke forsøger at overkommunikere et budskab, da standen også skal kunne indfange besøgende uden bemanding. Standen skal med andre ord kunne tale for sig selv, når den er ubemandet og kunne viderebringe et budskab uden yderligere uddybning.Et godt virkemiddel til den permanente messestand er video. En video giver blikfang, og kan give yderligere information, også når der ikke er bemanding på. Det er desuden vigtigt, at i holder jeres permanente stand opdateret, så de besøgende ikke får en fornemmelse af, at standen ikke er tidssvarende og ”forladt”. Skab blikfang I det hele taget bør det overvejes, om de besøgende skal opleve noget særligt på standen. Skal de høre noget noget? Røre ved noget? Eller måske se noget?I kan være kreative med oplevelserne, men I kan selvfølgelig også være kreative med selve udsmykningen. Sælger I fx belægninger, så indret standen som en lille terrasse, hvor besøgende kan tage et hvil. Og sælger I sikkerhedsvinduer, jamen så lad de besøgende prøve at bryde ind.Men pas samtidig på ikke at forvirre de besøgende. De skal tydeligt kunne se, hvilket produkt der udstilles – og hvilke genstande, der blot er understøttende elementer. Få inspiration fra de andre udstillere Når I er til stede på jeres permanente stand eller på tidsafgrænsede messer, kan det desuden være værdifuldt, at ”sende en mand i marken” for at finde ud af, hvilke stande der har mest travlt (hvis det altså ikke er jeres egen). Hvis I kan aflure, hvad der indfanger folk til de andre stande, kan I evt. tilpasse jer, så I kan få den samme trafik. Selvom det ofte kan være en god idé at se til, hvad andre gør, så er det ikke nok, hvis I vil være den mest populære stand.I bør i højere grad spørge jer selv: Hvorfor skal man besøge vores stand fremfor de 150 andre standHer handler det om at være kreativ og finde på noget originalt. Et godt trick er igen at fokusere på oplevelser fremfor fremvisning/udstilling. Lad folk komme ind og prøv noget – giv dem en oplevelse.Gør det tydeligt på standen, at ”her sker der noget”. Hvis I fx har et produkt folk kan prøve, så sørg for at produktet prøves, hvor det kan ses af de forbipasserende, da det giver et rigtig godt blikfang. Vi håber, at i med denne guide er blevet lidt klogere på, hvordan I får det optimale ud af jeres stand i HUSET Middelfart – men også, når I deltager på tidsbegrænsede messer.
Læs mere
2 marts, 2018
Få håndværkerfradrag – også i hele 2018

Få håndværkerfradrag – også i hele 2018

Håndværkerfradraget – eller den såkaldte BoligJobordningen – fortsætter i 2018 og bliver endda permanent ifølge Finansloven 2018. Dog med færre fradragsmuligheder til håndværkerarbejde end hidtil. Til gengæld er det nu også tilskudsberettiget at installere tyverisikring og tyverialarm i hjemmet. Af Louise Lyngsø Kjærulff Siden 2011, hvor håndværkerfradraget blev indført som forsøgsordning, har der løbende været ændringer i forhold til, hvad du har kunne få fradrag for, og her fra årsskiftet er der endnu engang foretaget ændringer. Helt overordnet set kan du få fradrag i forbindelse med serviceydelser og håndværkerarbejde.I denne artikel kigger vi dog udelukkende på ændringer i 2018 i forbindelse med sidstnævnte. Fradraget dækker udelukkende arbejdsløn, og i 2018 kan du få skattefradrag på op til 12.000 kroner pr. person i husstanden til arbejde, som står på listen over godkendte håndværksydelser. Se hvilke håndværkerydelser, du bl.a. kan få støtte til: Installation af varmepumpe Installation, forbedringer eller udskiftning af ventilation og varmestyringsanlæg Isolering af gulve, ydervægge og tag Udskiftning af ruder, vinduer og yderdøre inkl. terrassedøre Udvendigt malerarbejde (dog ikke tag) Reparation og forbedring af skorsten Afmontering af brændeovn Radonsikring Installation af tyverialarm og tyverisikring Se den fulde liste over fradragsberettigede serviceydelser 2018 Sådan får du tilskud fra BoligJobordningen Det er dig som køber af håndværkerydelsen, der skal indberette det udførte arbejde.Det gør du ved at klikke ind på skat.dk og indtaste lønudgiften af arbejdet, som er anført på regningen fra håndværkeren. Du skal desuden bruge håndværkerens navn/firmanavn, adresse og CVR-nummer samt typen af arbejde med opdeling af løn- og materialeudgifter.Herefter føres dette automatisk ind på din selvangivelse som fradrag og på håndværkerens selvangivelse som indtægt.
Læs mere
3 januar, 2018
6 tendenser inden for konferencemad 2018

6 tendenser inden for konferencemad 2018

Et nyt år betyder nye tendenser og nye strømninger - også inden for mad og drikke, når der skal afholdes konferencer, kurser, events og lignende. Her får du et lille indblik i 6 af de tendenser, som HUSET Middelfarts F&B Chef Kim Sabroe Reckweg spår til at blive de største i 2018. Af Louise Lyngsø Kjærulff Mad er lige som mode. Der opstår konstant nye tendenser, trends og fortolkninger af gamle klassikere. Det vi foretrækker på bordet afhænger dog - lige som moden - af en masse faktorer såsom tid, sted og stemning. Vi har derfor bedt F&B Chef Kim Sabroe Reckweg, der hvert år kigger i adskillige trendrapporter, skarpe analyser om fødevareudviklingen og lidt i krystalkuglen, for at vurdere, hvad der kommer til at være et hit på tallerkenen (og i glas og kopper) i forbindelse med konferencer og andre forretningsaktiviteter i 2018. Og her får du hans seks bud: 1. Mere og mere økologi "Er der en tendens, vi kun har set gå i en retning de seneste år, så er det interessen for at vælge økologisk", siger Kim Sabroe Reckweg. Flere og flere af HUSET Middelfarts konference- og mødebookere efterspørger og sætter pris på økologiske råvarer. 30-60 % af al den mad, der serveres i HUSETs Restaurant er derfor økologisk. Lige fra morgenbuffeten og morgenkaffen til aftenens menu og vinen, der skænkes i glassene. Dette har medført, at stedet har kunne bryste sig af Det Økologiske Spisemærke i bronze siden 2016. "Vi prioriterer at bruge økologiske råvarer efter sæson. Det er vores valg og derfor ikke noget, der kan fravælges, men samtidig heller ikke noget, der koster ekstra for vores gæster", fortæller F&B Chefen. 2. Skal vi dele? Delemad eller småhapsere, hvor man kan smage lidt forskelligt på tallerkenen er i løbet af de seneste år blevet mere og mere populære, og Kim Sabroe Reckweg forventer ikke, at klimaks er nået endnu. "Tapas er specielt populært i forbindelse med vores private selskaber, men vi oplever også en stigende tendens til, at flere end tidligere vælge løsningen til deltagerne på de kurser og konferencer, der holdes i huset", siger han. 3. Smuk, spiselig pynt Engang var blomster kun noget, man pyntede bordet med ved HUSET Middelfart, men i dag kommer smukke, spiselige blomster også ofte på toppen af tallerkenen. "Vores gæster forventer ikke kun at få noget, der smager godt, når de besøger os. De forventer også, at det ser godt ud. Og selvom blomster ikke gør det store for smagen, så gør det en den grad noget for synet. Derfor bruger vi - lige som så mange andre i øjeblikket - meget gerne blomster som dekoration i både salte og søde anretninger," fortæller Kim Sabroe Reckweg, der samtidig fortæller, at kokkene ofte "høster" de blomster og de urter, de bruger i maden og som dekoreation, i nærområdet. 4. Alternative snacks Selvom HUSET Middelfart stadig oftest får bestillinger på klassiske snacks såsom chips og mindre tapasanretninger, så er en ny trend også begyndt at indfinde sig blandt konferencegæsterne. Alternative snacks i form af bagte melorme, græshoppere og andre insekter har været blandt bestillingerne i 2017, og mon ikke der kommer flere af denne type bestillinger i 2018? F&B Chefen nikker og siger: "Vi oplever generelt, at vores gæster er mere eksperimenterende, når det kommer til menuvalg. Insekter er stadig en så alternativ spise herhjemme, at folk synes, det er spændende at smage - og ikke mindst fortælle om, når de vender tilbage til kontoret". 5. Special-te hitter Lige som det ikke er nok kun at tilbyde sort kaffe, så er det heller ikke længere nok kun at kunne tilbyde Earl Grey, skovbær-te og grøn te. I HUSET Middelfart kan man vælge og vrage mellem hele 24 forskellige slags te. De står alle fremme i HUSETs Café og Restaurant, så gæsterne selv kan vælge den te, de ønsker. "Det interessante er, at der ikke blot er et par af vores te-blandinger, der er populære. Der bliver vitterligt brygget te fra alle krukker - hvilket jo tyder på, at vores gæster sætter pris på det store udvalg," siger Kim Sabroe Reckweg. 6. En drink er ikke bare en drink En gin og tonic er ikke længere bare en tilfældig gin og den billigste tonic. Også inden for drinks oplever HUSET Middelfart, at gæsterne i stigende grad sætter pris på et bredt udvalg. "Vi har for nylig indskrænket vores sortiment af forskellige typer mixede cocktails, men til gengæld indkøbt flere og mere eksklusive varianter af special spiritus," fortæller Kim Sabroe Reckweg og fortsætter: "Det har vi gjort som følge af flere efterspørgsler på short drinks end på fancy cocktails". . Se mere om HUSETs Restaurant Vil du have endnu mere viden? Få vores kommende blogindlæg direkte ind i mailboksen fremover - og få ny viden og inspiration til dine møder, konferencer og events.
Læs mere
3 januar, 2018
Bleisure – en mødetendens, du bør kende

Bleisure – en mødetendens, du bør kende

Bleisure er en kombinationen af de to amerikanske ord: business og leisure – altså arbejde og fornøjelse. Begrebet har gennem de seneste år vundet større og større indpas blandt både mødebookere og konferencecentre herunder HUSET Middelfart, som i stigende grad fokuserer på, hvordan de bedst tilbyder deltagerne en blanding af forretning og fritid. Af Louise Lyngsø Kjærulff Mange skelner i dag i mindre grad end tidligere mellem arbejde og fritid – især de yngre generationer på arbejdsmarkedet lader de to smelte sammen. Derfor er det også helt naturligt, at man som konferencecenter indretter sig efter denne nye tendens ifølge kundechef ved HUSET Middelfart, Trine Duus Andreasen. ”Vi er klar over, at det ikke længere er nok at tilbyde vores mødebookere og deres gæster de bedste fysiske faciliteter. Vi skal i lige så høj grad have noget at tilbyde, når dagen er slut,” siger Trine Duus Andreasen. Forretning med fornøjelse I HUSET Middelfart implementeres Bleisure-politikker inden for alle mulige dele af konferencecenteret. ”Det handler på mange måder om at flytte opholdet fra at være ren forretning til i højere grad også at være en fornøjelse. Og her er det ikke længere nok med aktivitetsrum, gode senge og lækker mad,” fortæller Trine Duus Andreasen og fortsætter: ”vores gæster ønsker i højere grad ekstraordinære oplevelser.” Nogle af de mest populære aktiviteter i og omkring HUSET Middelfart er HUSETs 28.000 m2 store byggeudstilling, det udendørs workoutområde, Hindsgavl Dyrehave og BrigdeWalking på Den Gamle Lillebæltsbro. ”Vi tilbyder dog mange andre og mere alternative Bleisure-muligheder såsom at holde mindre møder i fx et orangeri eller fritidshus, hvor rammerne er mere uformelle og afslappende. Eller rom og gin-smagning i vores lounge efter aftensmaden,” fortæller Trine Duus Andreasen. En forlængelse af oplevelsen Generelt forsøger HUSET Middelfart at skabe tilbud og muligheder, der appellerer til Bleisure-gæster. ”I forbindelse med Store Bededag havde vores køkken fx bagt hveder, som vi gav alle vores gæster på dagen med hjem. På den måde skulle de ikke stresse forbi en bager på hjemvejen – og samtidig forlængede vi den positive oplevelse af deres besøg hos os,” fortæller Trine Duus Andreasen. HUSET Middelfart er som udgangspunkt et konferencecenter og businesshotel, men i løbet af de seneste år er der ifølge et studie fra bookingvirksomheden BridgeStreet flere og flere, der ønsker at forlænge deres forretningsophold med et efterfølgende ophold med familien – og at det især er de 18-30-årige, der er tilbøjelige til at tage disse såkaldte Bleisure-ophold i forhold til deres ældre kollegaer. I HUSET Middelfart er der ligeledes mulighed for at forlænge forretningsopholdet med en privat miniferie, dog er hoteldelen pt. primært indrettet til businessovernatninger.
Læs mere
2 januar, 2018