Blog – konferencecenter

Masser af ny og spændende viden og inspiration

Månedens opskrift: Efterårssuppe med butternutsquash

Månedens opskrift: Efterårssuppe med butternutsquash

Efterår er lige med tid til lækre, varme supper. En af dem, der tager kegler i HUSETs restaurant er denne skønne, orange suppe med butternutsquash. Den er cremet, fyldig og fuld af smag - perfekt til en råkold efterårsdag.  Butternutsquashsuppe 4 personer Du skal bruge: 1 butternutsquash  (skrællet) 1 rød peber 1 stort løg 2 fed hvidløg 2 gulerødder 1 stilke rosmarin 3 stilke timian 1 l grøntsagsfond Citron 1 spsk. smør Salt/peber Evt. lidt tørret chili, frisk persille og cremefraiche som topping Sådan gør du: Grøntsagerne klargøres og skæres i grove tern. Sauteres i olie ca. 10 minutter, hvorefter urterne og grøntsagsfonden tilsættes. Lad det simre i ca. 20 min - eller til alt er kogt mørt. Blend nu suppen cremet med smør og smag til med lidt citron samt salt og peber. Velbekomme!
Læs mere
11 oktober, 2018
Månedens opskrift: Rugsticks og rødbedepesto

Månedens opskrift: Rugsticks og rødbedepesto

Sommeren er forbi, og det er igen blevet tid til at nyde godt af efterårets skønne rodfrugter. I HUSETs Restaurant er en af favoritterne den farvestrålende rod: rødbeden. I den kolde tid er den gerne at finde på frokostbuffeten enten bagt i ovnen med skønne krydderier, rå i lækre, sprøde salater, syltet som lækkert tilbehør - eller som suppe eller (som i dette tilfælde) som pesto. Rødbedepestoen er sød og syrlig og kan bruges i mange sammenhænge - som topping på kødpålæg, som tilbehør til kød eller salat eller spises som dip. I forbindelse med DKBS' store Netværks- og Inspirationsdag fik alle besøgende på vores stand en smagsprøve på vores HUSETs rugsticks med rødbedepesto - og de fik også opskriften. Men du skal ikke snydes, selvom du ikke var forbi messen den 29. august, så her får du opskriften på vores lille, lækre snack, som du kan servere som starter, have med på farten eller lægge i madkassen. HUSETs rugsticks med rødbedepesto Ca. 20 styks Du skal bruge RUGSTICKS 15 gram gær 1,5 dl vand 60 gram rugflager 50 gram havregryn 50 gram rugmel 50 gram majsmel ¾ dl olie 4 gram salt RØDBEDEPESTO 200 gram rødbeder 1 fed hvidløg Timian ½ flaske rødvin 50 gram mandler 1 tsk citronsaft Olivenolie Sådan gør du RUGSTICKS Opløs gæret i vandet, og rør rugflager og havregryn i, og lad dejen hvile i ca. 20 minutter. Tilsæt herefter de øvrige ingredienser og rør dejen godt sammen. Rul dejen ud på et bord med drysset mel – i cirka to centimeter tykke stænger og del dem efter ønsket størrelse. Bag dem i 10-12 minutter ved 190 grader. RØDBEDEPESTO Rødbederne skrælles og skæres i mindre stykker. De koges herefter i en gryde med hvidløg, timian samt rødvin. Når rødbederne er møre, slukkes der for varmen, og rødbederne trækker i lagen til næste dag. Tilsæt mandler, citronsaft og olivenolie – og blend rødbederne til de har den ønskede pesto-konsistens. Pestoen smages til sidst til med salt og peber. Velbekomme!
Læs mere
5 september, 2018
Kære mødeplanlægger – sådan går du på ferie uden stress

Kære mødeplanlægger – sådan går du på ferie uden stress

Du kender det sikkert; du knokler så meget i ugerne op til din ferie, at det kan være helt svært at slappe af, når du først har fri. Vi har derfor taget en lille snak med stressvejleder Anette Lindegaard for at få et par gode råd til, hvordan du kan komme ned i gear i sommerferien. Af Louise Lyngsø Kjærulff - Afslapning og pauser er utrolige vigtige. De vigtigste pauser, er dem, du holder i løbet af en almindelig dag, men absolut også pauser i livet generelt, såsom i ferier. Pauser gør, at du kommer ned i tempo, mærker dig selv og nyder livet – og måske får du ovenikøbet også tid til at tænke lidt over livet, og hvad du vil med dit liv, siger Anette Lindegaard. Desværre er det ikke altid helt så nemt, som det lyder at holde pause fra hverdagen – og slet ikke, hvis du ikke har planer om at rejse langt væk fra den. Så her får du Anette Lindegaards tre gode råd til at komme ned i tempo: Prioriter dine opgaver Inden du går på ferie, er det en god idé at vurdere hvilke opgaver, der er nødt til at blive løst inden ferien – og hvilke der kan vente. På den måde kommer opgavelisten forhåbentlig til at se mere overskuelig ud. Og gør den ikke, så tag en snak med din nærmeste leder, så I sammen kan finde frem til, hvordan du når i mål inden ferien - uden at have stress med som følgesvend. Gear langsomt ned Gear langsomt ned, så det ikke bliver en alt for stor overgang fra travlhed til afslapning. Så kan det nemlig nemt ende med, at du i stedet bliver rastløs og irriteret. Start eventuelt med at få ordnet lidt praktisk derhjemme. Noget, som ikke kræver den store tid og hjerneaktivitet. Plant nye blomster. Ryd op i dit tøjskab. Eller vask havemøblerne, hvis du ikke har nået det endnu. Men sørg for at indlægge pauser. Først nogle timer ad gangen – og bagefter gerne hele dage, hvor du kan slappe helt af. Planlæg intet eller kun meget lidt Eventyr er resultatet af dårlig planlægning. Hvis du til daglig lever i et hæsblæsende tempo, så har du sikkert tendens til at fortsætte denne livsstil, når du skal holde ferie. Du arrangerer og planlægger, for der skal ske noget. Men prøv at lade være. Du behøver ikke sidde hjemme i sofaen, men undgå at planlægge dagene i detaljer. Vær impulsiv og åben for nye oplevelser – store som små. Har du børn, vil de sikkert også nyde roen og tiden til at opfinde nye lege. Sammen med Anette Lindegaard fra PrivatStressKlinik ønsker vi dig og dine nærmeste en dejlig og afslappet sommer. Og skulle du allerede være vendt tilbage fra ferie – eller varer det lidt endnu, før det bliver din tur? Så hjælper vi dig gerne med at få sat hak ved de opgaver, der omhandler bookinger og planlægning af møder, konferencer og lignende.
Læs mere
5 juli, 2018
Månedens opskrift: HUSETs sommersnack

Månedens opskrift: HUSETs sommersnack

Sommeren er lige om hjørnet - og det betyder (forhåbentlig) en masse timer på terrassen med gode venner og kold rosévin i glassene.  I HUSET Middelfart er disse lækre brød noget af det, vores gæster i løbet af sommermånederne gerne hapser i sig, mens de sidder på vores terrase og nyder udsigten til Hindsgavl Dyrehave. Derfor får du her vores populære opskrift på en lille,  lækker og hurtig snack, som du kan servere for dine gæster. Den er faktisk så nem, at du sagtens kan have ingredienserne i liggende i køleskabet nogle dage i tilfælde af uventede gæster. HUSETs sommersnack 2 personer Du skal bruge 4 skiver brød (flutes/toast) Olivenolie 6 grønne asparges (hvis de er meget store, kan de evt. deles på langs) 1 citron 1 håndfuld friskplukket dild Ca. 100 g rygeost 2 spsk. cremefraiche Sådan gør du Brødet smøres med olivenolie og grilles eller ristes. De grønne asparges steges i lidt olivenolie og citronsaft - så de stadig er sprøde. Rygeost og cremefraiche røres sammen og smages til med salt og peber. Det ristede brød smørers med rygeostcreme og toppes med asparges, hakket dild og lidt revet citronskal. Velbekomme!
Læs mere
23 maj, 2018
Planner Days 2018

Planner Days 2018

Om få dage mødes nogle af landets bedste mødeplanlæggere og -rådgivere for at få en smagsprøve på nogle af landets bedste konferencecentre. I år afholdes Planner Days i de smukke omgivelser ved Lillebælt - og vi glæder os meget til at vise HUSET Middelfart frem den 29.-30. maj.  I løbet af de to dage skal deltagerne besøge udvalgte konferencecentre i Fredericia og Middelfart - og selvfølgelig opleve og udforske Lillebælt og området omkring. Herudover får deltagerne en masse faglige inputs og inspiration til deres daglige arbejde med at planlægge møder og events. Tirsdag morgen lægger HUSET Middelfart bl.a. lokaler til dagens morgenshow samt den spændende session om årets tema: "Mødet i samtaler". Spækket med spændende oplevelser I løbet af de to dage skal deltagerne dog ikke kun besøge konferencecentrene i området. Om onsdagen skal du også ud og opleve bæltet og området, som omgiver konferencecentrene. Deltagerne vil bl.a. kunne få vind i håret og dyste i matchrace. Nyde bølgeskvulp og tage på hvalsafari, hvor den lille hval Marsvinet kan opleves på tætteste hånd. Komme helt til tops og få udsigt over hele bæltet på toppen af Den Gamle Lillebæltsbro, mens landkrabberne kan udforske området på segway samt prøve kræfter med den helt nye og spændende disciplin; laser-lerdueskydning. Vi glæder os til at forkæle jer Nogle af deltagerne på Planner Days får desuden mulighed for at overnatte i HUSET Middelfart natten mellem tirsdag og onsdag. Vi glæder os allerede til at tage imod jer alle sammen - både jer der kommer på et kortere visit og jer, der skal sove hos os. Hører du til sidstnævnte, kan du se mere om vores hotel- og værelsesfaciliteter her.
Læs mere
15 maj, 2018
Få udbytte af mødet, også hjemme på kontoret

Få udbytte af mødet, også hjemme på kontoret

Tankerne, ideerne og visionerne er ofte enormt gode, mens selve mødet står på. Men alt for ofte er de noget sværere at implementere, når man vender tilbage til hverdagen. Kender du det? Så prøv at svare på tre nedenstående spørgsmål næste gang, du vender hjem fra fx strategimødet, kurset eller konferencen.  Af Louise Lyngsø Kjærulff I forlader konferencestedet med ny viden i bagagen, en klar plan under armen og en god frokost i maven. Det har været en god dag – eller måske dage. I har diskuteret, analyseret, ideudviklet og konsekvensberegnet. Alt står lysende klart for jer. Nu er det bare hjem til kontoret og i gang … det er dog desværre sjældent så lige til. Men fortvivl ikke. Vi har nemlig taget en snak med Betina Bay Frandsen fra KAR+CO, som til daglig rådgiver og træner specielt ledere i gøre strategi til handlinger. Og ifølge hende kan du lykkes langt bedre med implementeringen hjemme i virkeligheden, hvis du forbereder dig på at kommunikere svaret på tre grundlæggende spørgsmål:   1) Hvad skal ændres – og hvor meget? ”Først og fremmest handler det om at få defineret, hvad det overhovedet er, der skal ændres”, fortæller Betina Bay Frandsen. Ifølge hende skal du prøve at definere ændringen så præcist som muligt – og herefter opsætte nogle konkrete målsætninger. ”På den måde har du dels noget håndgribelig at forholde dig til og samtidig en fast målestok at vurdere ud fra, hvorvidt implementeringen er lykkes eller ej,” siger hun. Det er med andre ord ikke nok at tage hjem fra konferencestedet og fx tænke: Vi skal hæve vores serviceniveau, så vores kundetilfredshed stiger. I dette tilfælde er du nødt til at præcisere; Hvad menes der med højere serviceniveau? Og hvor meget skal kundetilfredsheden stige med? 2) Hvorfor skal det ændres? Når målet er defineret – og alle implicerede parter er bevidste om målsætningen med ændringerne, er der et andet vigtig spørgsmål, du som ansvarlig bør besvare. Nemlig: hvorfor skal det ændres. ”I mit job oplever jeg ofte ledere, som har lagt en flot ny strategi for virksomheden, men glemmer at forklare baggrunden for de beslutninger, der er taget,” fortæller Betina Bay Frandsen. Uanset om du er leder eller ej, er det vigtig for både dig og de implicerede i ændringen at tydeliggøre konsekvensen af at gennemføre ændringen, men bestemt også, hvad der sker, hvis den ikke gennemføres. Hvis vi holder fast i eksemplet fra før, er det fx vigtigt at anskueliggøre, hvorfor serviceniveauet skal hæves. Er den generelle kundetilfredshed faldet? Vælger kunderne jer fra? Eller vil I være kendt for jeres uovertrufne service.   3) Hvordan skal ændringen ske? Næste og sidste skridt i processen mod at få udbytte af den nye viden, strategi eller de nye kompetencer er at gøre ord til handlinger. ”I stedet for blot at sige, at noget skal ændres, så handler tredje og sidste spørgsmål om at formulere nogle konkrete handlinger, som sikrer, at planen eller den nye viden fra mødet kan realiseres,” fastslår Betina Bay Frandsen.   I forbindelse med tredje spørgsmål skal det derfor defineres, hvad de enkelte involverede parter skal gøre, for at målsætningen lykkes. Skal alle kunder fx modtages med et håndtryk? Skal alle kunder have en fødselsdagsgave? Eller skrives al kundekommunikation under med en personlig hilsen fra en medarbejder? ”I forbindelse med tredje spørgsmål er det vigtigt at definere de konkrete handlinger for alle de implicerede i processen – fra lederen stil studentermedhjælperen,” siger Betina Bay Frandsen. Prøv at besvare disse tre enkle spørgsmål næste gang, du vender hjem fra et møde eller konference med en plan under armen. Så vil du med stor sandsynlig få mere ud af den eller de dage, du brugte på at udvikle planen.
Læs mere
17 april, 2018